Om

Jeg har siden, jeg kan huske skrevet, når jeg syntes livet blev lidt for urimeligt. Det var dog først i 2004, jeg begyndte at få en drøm om at blive udgivet forfatter.

Jeg er født i 1959, er uddannet revisor og datanom med projektstyring som speciale. Mit levebrød ligger hovedsageligt inden for økonomi i alle dens former.

Min første bog
Kimen til min første bog ”Savnet” fik sin spæde start, da min psykisk syge lillebror pludselig forsvandt fra jordens overflade. Det jeg og min familie oplevede i søgen efter ham, var så tankevækkende, at det blev ved med at spøge i mit hoved. Jeg måtte simpelthen fortælle den historie. Kunne faktisk ikke lade være.

Hele processen, med at nå dertil hvor det endelig lykkedes, har været lang. Det har været lærerigt, bevægende, hårdt, befriende, helende og fantastisk.

– Pia Christensen